Vi har åbent alle døgnets 24 timer hele året rundt. Når I har brug for pasning uden for den normale åbningstid, som er kl. 7-17, skal I dog tilmelde jer det på forhånd.
I den normale åbningstid fra kl. 7-17 fungerer vi som en helt normal daginstitution, hvor børnene er tilknyttet en stue med faste voksne, og vi følger den normale vuggestue- og børnehaverytme.
I den udvidede åbningstid er vi i vores døgnafdeling, som er på øverste etage i vores hus. Her har vi indrettet rummene som en hyggelig lejlighed med stue, spiserum, badeværelse og soverum. Her forsøger vi at skabe lidt mere hjemlige rammer, som skaber en tryg og rar oplevelse for de børn, som er her aften og nat.
Få et indblik i en aften og nat i Månehuset i denne artikel hos Fagbladet Foa og i denne artikel hos Alt.
Hvordan kan den udvidede åbningstid bruges?
Den udvidede åbningstid fra kl. 17-7 kan bruges på mange måder - nogle har brug for pasning, indtil det er sovetid, mens andre har natarbejde og brug for, at deres barn overnatter hos os. Nogle møder meget tidligt på arbejde og afleverer i de tidlige morgentimer, mens andre har brug for pasning i weekender.
I kan bruge den udvidede åbningstid de dage og uger, I har brug for det - det er en meget fleksibel ordning, så længe I tilmelder jer på forhånd, og ordningen bruges på en måde, som også tilgodeser barnets behov.
For at jeres barn kan blive indskrevet i Månehuset, skal I kunne dokumentere, at I som forældre har aften- og natarbejde.